Artikel fra Berlingske om kræft

Alternativ behandling hjælper Lonnie Olsen i sin kamp mod livmoderkræft. Den har betydet, at den 47-årige kvinde har lagt sit liv om.

Det så sort ud. Det kunne man tydeligt læse i lægens øjne. Og de ord, der kom ud af hans mund, gav heller ikke anledning til trøst eller håb. Lonnie Olsen på 47 år husker tydeligt, hvordan hun sad på Rigshospitalet 2. februar i år og modtog det, der bedst kan beskrives som en dødsdom, efter hun var blevet opereret for livmoderkræft.

»Han sagde, at jeg ville dø af kræften. For der sad noget tilbage, som de ikke kunne fjerne. Samtidig reagerede min krop så heftigt på kemoterapien, at jeg bare tænkte, at jeg skulle noget andet. Så tog jeg kontakt til Joan igen, for er der nogen, der kan finde ind til mig, så er det hende,« fortæller Lonnie Olsen om sit sygdomsforløb.

Lonnie Olsen er en af de mange, der på et eller andet tidspunkt i livet opsøger alternative behandlingsmetoder for at komme en sygdom til livs, som det medicinske behandlingssystem må give fortabt overfor.

OK fra egen læge

For den 47-årige kvinde var det mest naturligt at kontakte Joan Meelby, der er psykoterapeut og kinesiolog, og som på et tidligere tidspunkt har hjulpet Lonnie Olsen.

»Vi skal alle dø en dag, men jeg har tre børn, og det skal bare ikke være nu. Joan har lært mig at lytte mere til mig selv, vi har lavet en kostplan, og hun har hjulpet mig med at få et positivt tankesæt. Jeg føler, at hun er min soulmate, og jeg har brug for hende engang i mellem.«

Kinesiologi defineres som en behandlingsform, hvor behandleren ved hjælp af en særlig test af klientens muskelstyrke undersøger balancen i kroppen. Hvis der er ubalance bruger behandleren massage, mentale teknikker, fysiske øvelser, kosttilskud og kostråd til at genskabe balancen.

Lonnie Olsen har gennem sit forløb fundet ud af, at fladfisk og mælk slet ikke hører hjemme i den 47-årige kvindes kost, der i det hele taget er blevet grønnere og mere fiberholdig. Lonnie Olsens egen læge har aldrig rynket på næsen af hjælpen fra den alternative kant, og i dag er Lonnie Olsen slet ikke i tvivl om, at kinesiologien har hjulpet hende i kampen mod kræften.

»Jeg har passet mine undersøgelser på sygehuset, og jeg fik kemoterapi i fire måneder. Nu er jeg mere eller mindre blevet raskmeldt fra sygehuset. De mener, min kræft er væk. Jeg er sikker på, at kinesiologien har hjulpet, for du bliver, hvad du spiser. Jeg røg 40 cigaretter og arbejdede 47 timer om ugen. Det kan du jo ikke leve af.«

 

 

Abonnér på Nyhedsbrev

Navn:
Email: